2015 blev ikke året, hvor danskerne lagde Facebook og andre sociale medier fra sig. Derfor fik vi også en række shitstorms ligeså imponerende som i 2014, hvor blandt andre Københavns Zoo og Jensens Bøfhus i korte, men intensive perioder blev lagt for had på internettet.
Vi har, som en afslutning på året, der gik, kigget på 4 af de mere markante shitstorms, der ramte det danske internet i 2015.
Føtex’ dyrekortkampagne
Danske supermarkeder kører med jævne mellemrum kampagner, hvor du som forælder kan få eksempelvis Disney-kort til dine børn når du handler. Det ligner mest af alt et loyalitetsprogram rettet mod børnene, der får forældrene til at vælge en given supermarkedskæde.
Føtex havde i 2015 stor succes med deres dyrekort-kampagne, børn over hele landet samlede på. Måske lidt for stor.
En række dyr i kampagnen var nemlig ”for svære at få fat på” og det føre til fortvivlede børn og rasende forældre.
Føtex blev anmeldt til Forbrugerombudsmanden for brud på markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden tog i december 2015 stilling til sagen og udtalte, at Føtex intet galt havde gjort.
Joe and the Juice
Juice-kæden Joe and the Juice er kendt for at dyrke ungdomskulturen. Et par af de mandlige ekspedienter tog dog et skridt for langt, da en mor i sommers var ved at bestille juice til hende og datteren. Ekspedienterne talte om, hvordan det var lykkes dem ’at lave en grim pige’ i weekenden, mens pigens kæreste var ude at rejse.
Moren skrev et opslag på Joe and the Juices Facebook-side. Stormen tog til i styrke inden for få timer og blot dage efter var kædechefen ude at undskylde ekspedienternes opførsel.
Hvilken konsekvens det i øvrigt fik for ekspedienterne vides ikke.
Teenagere, H&M og Balmain
Det fine franske modehus Balmain og H&M har samarbejdet om en tøjlinje, der i efteråret 2015 blev sat til salg i H&M-butikker over hele landet.
Det fik teenagere til at lægge sig i kø foran butikkerne i flere dage – flere med op imod 20.000 kroner, de havde fået af forældrene til at købe tøj for.
Det store beløb og villigheden til at gå glip af dages undervisning i gymnasiet for at købe nyt tøj fik danskerne til tasterne. De færreste forstod hvorfor. 3 drenge blev inviteret til Aftenshowet for at forklare hvorfor de havde brugt de mange penge på tøjet og bidrog kun yderligere til forvirringen.
For nogle var det dog en god forretning. Med et begrænset oplag lykkes det i dagene efter nogle af de kø-liggende gymnasieelever at sælge tøjet videre på Den Blå Avis med stor fortjeneste til følge.
DR1 og TV2 – Hjælp Nu
Borgerkrigen i Syrien har store konsekvenser for de mange millioner syrere, der bliver fordrevet.
Derfor gik DR1 og TV2 sammen om et stort anlagt indsamlingsshow til efteråret kaldet ”Hjælp Nu”.
Hvad TV-stationerne næppe havde forventet var den shitstorm der fulgte på de sociale medier. Her kritiserede en række Facebook-brugere prioriteringen i showets præmis. Hvorfor hjælpe syrere, når der er mange danskere, der har det svært, lød argumenterne.
Fordi at danskerne ikke bliver slået ihjel i gaderne, forklarede DR1 og TV2.
Det hjalp dog ikke. Mange hundrede Facebook-opslag med tusindvis af ”Synes godt om” på de mest populære opslag bidrager til, at vi ikke husker showet for den flotte tanke og de mange penge, der trods alt blev samlet ind, men polemikken, der opstod især før showets opførelse.